de sidste rejser

de sidste rejser ud i den endnu grønne verden

hvor bevægelse og stilstand omkring det smukke

tilrettelægges, udleves og reflekteres

som en komfortabel fortrængning af den kendsgerning
at alting altid 
visner bort 

hen imod slutningen  

urimelig alderdom

Skæbnens retfærdighedssans har svigtet

ofte til min fordel

med mange år i solskin

meget held i uheld

evnen og lysten til at nyde

en yderst fleksibel samvittighed

der ikke kom i vejen for frådseri

med verdenens ressourcer

andres følelser og energi

Tilbage står spørgsmålet

om denne erkendelse

af min generations og eget svineheld

gør mig klogere

eller bare til et dumt svin