A
une passante
(Beaudelaire)
La rue assourdissante
autour de moi hurlait.Longue, mince, en grand deuil, douleur majestueuse, Une femme passa, d'une main fastueuse Soulevant, balançant le feston et l'ourlet ; Agile et noble, avec sa jambe de statue. Moi, je buvais, crispé comme un extravagant, Dans son oeil, ciel livide où germe l'ouragan, La douceur qui fascine et le plaisir qui tue. Un éclair... puis la nuit ! - Fugitive beauté Dont le regard m'a fait soudainement renaître, Ne te verrai-je plus que dans l'éternité ? Ailleurs, bien loin d'ici ! trop tard ! jamais peut-être ! Car j'ignore où tu fuis, tu ne sais où je vais, Ô toi que j'eusse aimée, ô toi qui le savais ! |
Til
en som går forbi
(»traduit« par PB ) Omkring mig tordner gadens øredøvende larm, I sørgetøj, et billede af majestætisk smerte, Løfter en kvinde kjolens søm – en anelse Hastigt da hendes fødder iler forbi. Livlig og nobel, en statues lemmer Jeg suger til mig henrykt, begejstret Hendes øjne, denne mørke himmel,
Hvor orkanen ulmer
Her ligger forførende sødme og den glæde,
som dræber
Et lyn og derpå natten. . . . flygtige skønhed! Hvis blik så pludseligt vækkede mig til live igen, Skal jeg ikke se dig mere, før evigheden? Andetsteds, langt væk ... for sent, aldrig mere måske, Da jeg ikke kender din flugt og du ikke min vej, Du, som jeg ville have elsket, og du -
du
vidste det!
|
Der er jo andre – professionelle – som har forsøgt sig – og jeg medgiver gerne at deres udgaver rimer
SvarSletTil en kvinde, der gik forbi
(oversat af ??)
I trafikkens inferno og larmende strøm.
Lang, slank og sørgmodig en kvinde gik forbi
I ensom majestæt. Ganske uden profani,
Med øvet hånd, hun løftede feston og kjolesøm.
Et statueben, så smidigt, generøst.
Jeg, galning, jeg drak utålmodig og svimmel
Af hendes øjnes mørknende, uvejrtunge himmel
Den fortryllende blidhed og dræbende lyst.
Et lynglimt...derpå natten! - Det flygtige blik,
Som har vakt mig, o skønhed! Skal jeg ikke se
Dig atter før engang i den evige trafik?
Et andet sted, langt borte! for sent! aldrig måske!?
For ingen af os véd, hvorhen den anden forsvandt;
Jeg kunne have elsket dig; du vidste, det var sandt!
Til en kvinde der gik forbi mig
(på dansk ved Sigurd Swane, 1921)
Omkring mig larmed Færdslens forvirrede støj.
Som et Syn jeg så en Kvinde sørgeklædt mod mig skride.
Den smalle fine Hånd løfted Kjolens Slæb tilside
ædel var hendes Skabning, racepræget og høj,
skøn som et Værk af Kunsten!
Studsende og draget
drak jeg begærligt af al mit Hjertes Magt
af hendes dybe Øjne
som mørknende Haves Pragt
den svimle Glæde og Lyst, indtil Døden betaget.
Et Lyn og derpå Nat! o flygtende Drøm,
som i et undrende Nu lod mit Væsen genfødes,
ser jeg dig først igen engang bag Dødens Strøm?
Eller hvor? Åh for sent, måske aldrig vi mødes!
dit Spor er skjult for mig, for dig hvor jeg skal gå.
Oh du hvem jeg kunde elsket,
o du som så det!