Vær ikke bekymret
Tekst af forfatteren Marlen Haushofer,
skrevet 1970, en måned før hendes død:
"Vær ikke bekymret.
Du har set for meget og for lidt som alle mennesker før dig. Du har
grædt for meget, måske for lidt, ligesom alle mennesker før dig.
Måske har du elsket og hadet for meget - men kun et par år - tyve
eller deromkring. Men hvad er tyve år? Derefter var en del af dig
død, ligesom hos alle mennesker der ikke længere kan elske eller
hade.
Du har levet med megen
smerte - modvilligt - ligesom alle mennesker før dig. Meget snart
irriterede din krop dig, du elskede den aldrig. Det var dårligt for
dig - eller godt, fordi sjælen ikke er knyttet så meget til en
uelsket krop. Og hvad er sjælen? Du har nok aldrig haft en, kun
forstand, og han var ikke opmærksom på følelserne. Eller var der
til tider noget andet? I glimt? Ved synet af klokkeblomster eller
katteøjne, ved et menneskes sorg, eller synet af visse sten, træer
og statuer; svalerne over storbyen Rom.
Vær ikke bekymret.
Selv hvis du var knyttet
til en sjæl, ønsker hun intet andet end dyb, drømmeløs søvn. Den
uelskede krop vil ikke lide mere. Blod, kød, knogler og hud, alt vil
være en bunke af aske og hjernen vil endelig holde op med at tænke.
Det takker jeg den Gud for, som ikke eksisterer.
Vær ikke bekymret - alt
har været forgæves – lige som ved alle mennesker før dig.
En helt normal historie. "
Kilde:
Simone Frieling: Die
undurchdringliche Wand der Konvention
Marlen Haushofers Not,
keinen Raum für sich und ihr Schreiben zu finden
Originaltext:
Mach Dir keine Sorgen 1970
einen Monat vor ihrem Tod, notiert.
„Mach Dir keine Sorgen.
Du hast zuviel und zu wenig gesehen, wie alle Menschen vor Dir. Du
hast zuviel geweint, vielleicht auch zu wenig, wie alle Menschen vor
Dir. Vielleicht hast Du zuviel geliebt und gehaßt – aber nur
wenige Jahre – zwanzig oder so. Was sind schon zwanzig Jahre? Dann
war ein Teil von Dir tot, genau wie bei allen Menschen, die nicht
mehr lieben oder hassen können.
Du hast viele Schmerzen
ertragen, ungern – wie alle Menschen vor Dir. Dein Körper war Dir
sehr bald lästig, Du hast ihn nie geliebt. Das war schlecht für
Dich – oder auch gut, denn an einem ungeliebten Körper hängt die
Seele nicht sehr. Und was ist die Seele? Wahrscheinlich hast Du nie
eine gehabt, nur Verstand, und der war nicht bedenkend der Gefühle.
Oder war da manchmal noch etwas anderes? Für Augenblicke? Beim
Anblick von Glockenblumen oder Katzenaugen und des Kummers um einen
Menschen, oder gewisse Steine, Bäume und Statuen; der Schwalben über
der großen Stadt Rom.
Mach Dir keine Sorgen.
Auch wenn Du mit einer
Seele behaftet wärest, sie wünscht sich nichts als tiefen,
traumlosen Schlaf. Der ungeliebte Körper wird nicht mehr schmerzen.
Blut, Fleisch, Knochen und Haut, alles wird ein Häufchen Asche sein
und auch das Gehirn wird endlich aufhören zu denken. Dafür sei Gott
bedankt, den es nicht gibt.
Mach Dir keine Sorgen –
alles wird vergebens gewesen sein – wie bei allen Menschen vor Dir.
Eine völlig normale
Geschichte.“
