onsdag den 20. marts 2013

Robert vs. Clara



Clara
fem år
som en anden Mozart
under programmering til geni
nærmest uden tale
intet at sige fader imod med
lukket inde
i en boble af tvangsmusik
som hun sprænger
for at brage igennem
som en tangent-løvinde
så kaster hun
(næsten)
det hele

- bort ….

for et begavet fjols
som skærer sig selv i stykker
i kamp
kampen om at overgå
Clara


søndag den 17. marts 2013

Prometheus - udsat for PB




Prometheus
(første version ca.1773)
Bedecke deinen Himmel, Zeus,
Mit Wolkendunst!
Und übe, Knaben gleich,
Der Disteln köpft,
An Eichen dich und Bergeshöh'n!
Mußt mir meine Erde
Doch lassen steh'n,
Und meine Hütte,
Die du nicht gebaut,
Und meinen Herd,
Um dessen Glut
Du mich beneidest.

Ich kenne nichts Ärmeres
Unter der Sonn' als euch Götter!
Ihr nähret kümmerlich
Von Opfersteuern
Und Gebetshauch
Eure Majestät
Und darbtet, wären
Nicht Kinder und Bettler
Hoffnungsvolle Toren.

Da ich ein Kind war,
Nicht wußte, wo aus, wo ein,
Kehrt' ich mein verirrtes Auge
Zur Sonne, als wenn drüber wär
Ein Ohr zu hören meine Klage,
Ein Herz wie meins,
Sich des Bedrängten zu erbarmen.

Wer half mir
Wider der Titanen Übermut?
Wer rettete vom Tode mich,
Von Sklaverei?
Hast du's nicht alles selbst vollendet,
Heilig glühend Herz?
Und glühtest, jung und gut,
Betrogen, Rettungsdank
Dem Schlafenden dadroben?

Ich dich ehren? Wofür?
Hast du die Schmerzen gelindert
Je des Beladenen?
Hast du die Tränen gestillet
Je des Geängsteten?
Hat nicht mich zum Manne geschmiedet
Die allmächtige Zeit
Und das ewige Schicksal,
Meine Herren und deine?

Wähntest du etwa,
Ich sollte das Leben hassen,
In Wüsten fliehn,
Weil nicht alle Knabenmorgen-
Blütenträume reiften?

Hier sitz' ich, forme Menschen
Nach meinem Bilde,
Ein Geschlecht, das mir gleich sei,
Zu leiden, weinen,
Genießen und zu freuen sich,
Und dein nicht zu achten,
Wie ich!



Prometheus         
Træk skyerne hen
over din himmel, Herre
Og tågedis!
Prøv dine kræfter af
På højder og egetræer
Som drenge der slår
Tidslernes hoveder af!
Du rører hverken min jord
Eller mit hus
Og varmen deri
Skal du ikke nyde.

Intet mere fattigt under solen
End I guder
Som kummerligt higer
Efter bøn og offergaver.
I visnede bort
Var der ikke tiggere og børn
Tåber fulde af håb.

Da jeg som barn
Ikke vidste råd
Vendte jeg mit ansigt op mod solen
Som om deroppe var et væsen
Der ville lytte til min sorg
Med et hjerte som mit eget
Til at forbarme sig
Over min elendighed.

Hvem hjalp mig
Mod naturens vildskab
Mod slaveri og død?
Var det ikke dit værk
Mit eget helligt glødende hjerte
Som bedraget af ungdom og godhed
Takkede ham
Som sover deroppe?

Skulle jeg ære dig? Hvorfor?
Har du nogesinde
Lindret den nedtryktes smerter?
Stillet de ængstliges tårer?
Var det ikke den almægtige tid
Og skæbnen
Som hersker over dig og mig
Der gjorde mig til en mand?

Syntes du da
Jeg skulle hade livet
Flygte ud i ensomhed
Da ikke alle ungdomsmorgen-
-blomsterdrømme
blev til noget?

Her sidder jeg
Danner mennesker
I mit billede
En slægt til at slægte mig
Som vil lide og græde
Glædes og nyde
Og ikke tage sig af dig
Som jeg!





lørdag den 16. marts 2013

Gustav Aschenbachs kærlighed på første blik


teatime på terassen
for overklassen
på Hotel Excelsior
ulasteligt klædt
vel foberedt
til dinner
i ensomhed

påtaget skødesløst
nærmest henslængt
so cool at se på
for at se PÅ

tre piger
med gouvernante …
...og så står hjertet og verden stille
en engel
fuldkommen
i skønhed
i uskyld
med træk af guddommelig alvor
et billede ….
af Aschenbachs drøm
om antikens frihed
i hans ufrie nutid

Herr Aschenbach - din stakkel
så fastlåst i din tid og din stand
at en køn langhåret dreng
i latterligt matrostøj
bliver din vision
af menneskets frihed
mens hr. Buonarroti
tidsaldre før
så sin David
som skabt af Gud.






fredag den 15. marts 2013

hr. Antonin fra den nye verden


adagio – allegro molto
http://www.youtube.com/watch?v=J10s82y28QY

Så lå vidterne der
for manden fra det gamle kontinent
jeg kan sanse dem endnu
se bøfler i tusindtal
og drømme mig til
indianernes dans om ilden
se kavaleri i blåt
med frække trut
og de blodige sabler
gemt væk til parade.


largo
sagte stiger solen
op af diset over prærien 
for os som pligtskyldigt ved
hvad vi skal tænke på
hen over himlen svæver fugle
i dagens første flugt
alt ånder den fred
der havde sænket sig for en stund -
og siden gik tabt igen.


scherzo molto vivace
http://www.youtube.com/watch?v=w27MSzPin3s

en scherzo i mol
hvad skal det nu til
er der hvepse? på prærien
eller negre??
i stedet for sommerfugle
Det er velsagtens
danse fra Bøhmen
eller deromkring
som hr. Antonin byder os på



går der nu ild i lortet
eller rejser sig her
en ny nation i stolthed
"AMERIKA"
som siden viste os vej
ud af
og ind i fordærv


- og så kan jeg altså ikke dy mig:
http://www.youtube.com/watch?v=4NAM3rIBG5k



mandag den 4. marts 2013

rhythm and blues


rytmen i blåt
tar afsæt i hjertet
den rytme vi ikke kan nægte
banker i os
vi sanser den uden tanke
den løber af sted med os


vi genkender livet i rytmen
den rytme vi ikke kan nægte
vi hengiver os
til musikken, dansen, MASKINEN


så løb den af sted med os
og vi løber nu med i en rytme
der ikke har plads
til os



onsdag den 27. februar 2013

Ein Wienerlied von Ludwig Hirsch




Ludwig Hirsch
Wienerlied


Oh, du lieber Augustin, alles ist hin.
Und er, der Bleiche, alte Himmel von Wien,
von den Farben verlassen, vom Regenbogen geschieden,
er hat immer noch das Verhältnis mit seinen schmierigen Geigen
und blühen im Prater die Bäume, dann kann man's riechen,
wie Sie's treiben,
s' ist zum Speiben!

Und sie, die alten, die bleichen Menschen dieser Stadt,
vor ihrem Haß und ihrer Dummheit haut der Tod sogar ab,
da stehen Altare in ihren Höhlen, von fetten Dackeln bewacht,
da werden die Enkerln geschlachtet
und dem Robert Stolz als Opfer dargebracht.
Oh, du lieber Augustin,a lles ist hin.
Und die bleichen, alten Häuser zwischen Grinzing und Stadlau,
ich weiß, viele ihrer Keller sind zu Gaskammern umgebaut,
und holt im Morgengrauen die Müllabfuhr vergaste Gastarbeiterkinder,
dann winkt aus jedem zweiten Fenster der leibhaftige Heinrich Himmler.

Und wenn in euch, euch bleichen alten Gasserln von Wien,
jede Nacht laut schnarchend die Besoffenen liegen,
dann schickt ihr eure Ratzen los, zum großen Mitternachtsschmaus
und die fressen dann den armen Schweinen
ganz einfach die Zungen aus dem Maul.

Oh, du lieber Augustin, alles ist hin.

Die Donau trägt zu lang schon ihre falschen, blauen Dauerwellen,
die Lipizzaner stehen zu lang schon ungeschlachtet in ihren Ställen,
den alten Damen haben wir zu lange schon die alten Hände geküßt,
und es wird höchste Zeit, daß man zum eigenen Vater endlich "du Arschloch" sagt,
wenn er wirklich eins ist!

Oh, du lieber Augustin,
ich zähl auf die bleichen Kinder von Wien,
oh, du lieber Augustin,
ich zähl auf die Kinder von Wien.


Ludwig Hirsch
Wienerlied
oversat” af PB


Oh, du lieber Augustin, alles ist hin.
Og ham der,
den blege, gamle himmel over Wien
er farveforladt og forlængst skilt fra regnbuen
men strygerne holder han fast i,
og når træerne blomstrer i Prater
høvler de løs
så  det lugter fælt
lige til at brække sig!

Åh disse gamle, blege mennesker
i denne gamle by.
Døden endda
flyr deres dumhed og had.
I deres hule står et alter
bevogtet af en fed gravhund.
Her slagtes som offergaver
børnebørn
til de forlorne wienersange.

Oh, du lieber Augustin, alles ist hin.

Jeg ved, i mange af deres kældre
gasses gæstearbejderbørn
som skraldemænd henter om morgenen.
Da vinker fra hvert andet vindue
selveste Heinrich Himmler.

Når der hver nat i Wiens blege gyder
snorkende ligger
de stakkels fulde svin
så sender I jeres rotter
så de æder staklernes tunger
til midnatsdîner.

Oh, du lieber Augustin, alles ist hin.

Alt for længe
har Donauen båret sin falske blå permanent
alt for længe
har Lippizanerhestene stået uslagtet hen
alt for længe
har vi kysset damernes gamle hænder.
Tiden er kommet
til at sige ”dit røvhul” til far
hvis han har fortjent det!

Oh, du lieber Augustin,
jeg satser på de blege børn i Wien
Oh, du lieber Augustin,
jeg regner med
børnene i Wien





søndag den 17. februar 2013

morgenstemning



morgenstemning
hvor lyset langsomt kryber frem 
af nattemørket
og drømmene 
viger til side
til fordel for det
som dagen og livet kræver