torsdag den 14. december 2017

Luftkasteller



Luftkasteller

Så længe vi ikke overspiller
vores bevidsthed til blockchain-netværk
men vores kadavere skal slæbe vores hjerner
frem og tilbage mellem hjemmet og fitnesscentret
hen over ørken og hav
for fornøjelsens eller overlevelsens skyld
lige så længe
forbliver værdi uden materiel realitet
udover bits and bytes
ren luksus for de hurtige realister
som snører alle andre
en anarkistisk drøm for snævertsynede fantaster
som uden at kende til begrebet
tror på anarki frem for orden
og en limpind for sande humanister
der ser os alle hver især som engle
mens djævlen kun har bo i systemet.

Først den dag vi vågner
og via et eller andet apparat
ser vores egen kremering
kan vi lægge alle vores lodder
samme sted hvor vi er
i cyberspace



fredag den 1. december 2017

svar uden tiltale



Svar uden tiltale

"Brud med Folkeforbundet.
Glimrende Gestus.
Tredie Rige rask Nation.
Ikke Tid at spilde paa Snakkerads.” *)
1934 en senere folkehelts vurdering
før den beundrede galning
satte kniven på fædrelandets strube
og gipskolossen fra Kronborgs Kasematter
tog fat i digterpræsten
så han kunne rejse sig
og måtte dø for noget**)
der syntes ubesmittet …


Ti år senere
1944 på nytårsdagen
den sidste prædiken
ikke fra prædikestolen
ikke foran alteret.
I stedet ved siden af juletræet
på gulvet
i overfrakke med rød halstørklæde:
”Jeg kan ikke gå på prædikestolen
når folk i sognet
går i tyskernes tjeneste.”
Det blev hans sidste prædiken.
Den 4. januar 1944
blev han slået ihjel
i en plantage nær Silkeborg
af den raske nations sønner


*) Gennem Hitlers Tyskland. Kaj Munks Rejsebreve.
s. 32-38
Jyllandsposten 25/2/1934


**) https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/den-nazistiske-likvidering-af-kaj-munk