| Prometheus
(første version ca.1773)
Bedecke deinen Himmel, Zeus,
Mit Wolkendunst!
Und übe, Knaben gleich,
Der Disteln köpft,
An Eichen dich und Bergeshöh'n!
Mußt mir meine Erde
Doch lassen steh'n,
Und meine Hütte,
Die du nicht gebaut,
Und meinen Herd,
Um dessen Glut
Du mich beneidest.
Ich kenne nichts Ärmeres
Unter der Sonn' als euch Götter!
Ihr nähret kümmerlich
Von Opfersteuern
Und Gebetshauch
Eure Majestät
Und darbtet, wären
Nicht Kinder und Bettler
Hoffnungsvolle Toren.
Da ich ein Kind war,
Nicht wußte, wo aus, wo ein,
Kehrt' ich mein verirrtes Auge
Zur Sonne, als wenn drüber wär
Ein Ohr zu hören meine Klage,
Ein Herz wie meins,
Sich des Bedrängten zu erbarmen.
Wer half mir
Wider der Titanen Übermut?
Wer rettete vom Tode mich,
Von Sklaverei?
Hast du's nicht alles selbst
vollendet,
Heilig glühend Herz?
Und glühtest, jung und gut,
Betrogen, Rettungsdank
Dem Schlafenden dadroben?
Ich dich ehren? Wofür?
Hast du die Schmerzen gelindert
Je des Beladenen?
Hast du die Tränen gestillet
Je des Geängsteten?
Hat nicht mich zum Manne geschmiedet
Die allmächtige Zeit
Und das ewige Schicksal,
Meine Herren und deine?
Wähntest du etwa,
Ich sollte das Leben hassen,
In Wüsten fliehn,
Weil nicht alle Knabenmorgen-
Blütenträume reiften?
Hier sitz' ich, forme Menschen
Nach meinem Bilde,
Ein Geschlecht, das mir gleich sei,
Zu leiden, weinen,
Genießen und zu freuen sich,
Und dein nicht zu achten,
Wie ich!
|
Prometheus
Træk skyerne hen over din himmel, Herre
Og tågedis!
Prøv dine kræfter af
På højder og egetræer
Som drenge der slår
Tidslernes hoveder af!
Du rører hverken min jord
Eller mit hus
Og varmen deri
Skal du ikke nyde.
Intet mere fattigt under solen
End I guder
Som kummerligt higer
Efter bøn og offergaver.
I visnede bort
Var der ikke tiggere og børn
Tåber fulde af håb.
Da jeg som barn
Ikke vidste råd
Vendte jeg mit ansigt op mod solen
Som om deroppe var et væsen
Der ville lytte til min sorg
Med et hjerte som mit eget
Til at forbarme sig
Over min elendighed.
Hvem hjalp mig
Mod naturens vildskab
Mod slaveri og død?
Var det ikke dit værk
Mit eget helligt glødende hjerte
Som bedraget af ungdom og godhed
Takkede ham
Som sover deroppe?
Skulle jeg ære dig? Hvorfor?
Har du nogesinde
Lindret den nedtryktes smerter?
Stillet de ængstliges tårer?
Var det ikke den almægtige tid
Og skæbnen
Som hersker over dig og mig
Der gjorde mig til en mand?
Syntes du da
Jeg skulle hade livet
Flygte ud i ensomhed
Da ikke alle ungdomsmorgen-
-blomsterdrømme
blev til noget?
Her sidder jeg
Danner mennesker
I mit billede
En slægt til at slægte mig
Som vil lide og græde
Glædes og nyde
Og ikke tage sig af dig
Som jeg!
|
