tirsdag den 29. december 2020

the red line

 

the red line



efter et liv med megen frihed

som ikke blev brugt til så meget

hverken godt eller ondt

men umådeholden tankefrihed


red line

hvor kom du så fra

som vejledte udenom

det værst/bedst tænkelige


den ultimative kærlighed

hengivenheden til én sag

den selvretfærdige forbrydelse

den ulovlige berigelse


en splittelse lige igennem sindet

blikket udefra på et barn

en dreng, en mand, en far …

et dyr, et menneske



mandag den 21. september 2020

menneskebarn 02

”..  tanken om reinkarnation er hos danskere typisk noget andet end i de østlige religioner. Man tager kun den positive del i form af, at man har et skud mere i bøssen her i livet”, Reintoft Christensen, religionssociolog ved Aarhus Universitet 

 




Lakshmi. Hinduistisk gudinde der står for lykke, velstand, rigdom og fremgang


menneskebarn 02


Min gud er helt min egen

personlig og venlig

talmodig og fuld af overbærenhed

når det gælder mig og min gøren og laden


Hun tager det ikke tungt

med forfængelighed og havesyge

i hvert fald ikke hos mig

hun kender mig som jeg kender hende


Reinkarnation er også hendes stil

derfor bliver jeg genfødt

så snart jeg skal herfra

som den stjerne jeg er


Men skulle jeg komme i tvivl

om jeg er på rette vej

så lytter jeg bare ind i mig selv

og hører hendes moderlige stemme


https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/hver-fjerde-dansker-tror-paa-reinkarnation



søndag den 20. september 2020

menneskebarn 01

 


menneskebarn 01


Der var en gang

hvor jeg fik at høre

at tro og viden

var et:

gudsbeviser”


Siden blev det åbenlyst

at troens fundamenter

ikke bygger på viden

men ønsker og håb:

visioner”


I nuet vrimler det

med tro i alle retninger

tilrettelagt eller selvskabt

til trøst og komfort:

opium”


https://denstoredanske.lex.dk/gudsbeviser





fredag den 18. september 2020

kaeregud 02

 



kæregud 02


Du lever i din angst

du lever med din smerte

og håber på

at blive frelst


Men hvor kommer smerten fra

og angsten ligeså

de kan vel ikke komme

fra din almægtige fader


Så retter du fingeren

mod dig selv og djævlen

I som har jeres frihed

til at være onde

som børn hvis forældre ser på

mens de skejer ud

for at straffe dem derefter

i retfærdighedens navn



torsdag den 17. september 2020

kaeregud 01

 


kæregud 01


Integrere din krop med din sjæl

det vil du gerne

beder aftenbøn

og morgenbøn

ved dit lille alter

hvor du siger tak

til Jesus og hans far

for det du har fået

og det du endnu venter på


Et HVORFOR

du skulle have gjort dig fortjent

til en evig gaveregn

har ikke strejfet dig

hvor du er vokset op

i en velfærdsboble

sammen med mig

der har en fornemmelse

at også straf

ville være på sin plads

for os begge to

hvis de hellige bøger

talte sandt


Atter siger jeg eder: Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.” (Matthæus 19:24)



mandag den 4. maj 2020

Et uforskammet svar




Et uforskammet svar

I stedet for det gode håb
blev du redet af en mare
der vred dine tanker til digte
som lovede en strålende fremtid
for ordene selv

Vi klamrer os
til de gode og de slemme drømme
mens vi skulle forme
vores ord til handling
som et tegn på tro
på vores fremtid





A rude response to a tragic incident




A rude response to a tragic incident

Instead of a goal you had a nightmare
lifting you into the world
so lines turned to poems
and poems to fame
promising a glorious future
of words

We cling to our dreams
though passing through life
should force our minds
to bend lines into action
as marks of faith in our future
to come

torsdag den 30. april 2020

EXIT STRATEGI




EXIT STRATEGI

Når nu pandemien
tilsyneladende ikke kan så meget andet
end at skræmme og decimere de ældre
så vil folkets ansvarlige repræsentanter
efter et grundigt kasseeftersyn
post festum sandsynligvis
komme til den konklusion
at der må være grænser
for den kostbare medlidenhed
som skal ødsles bort på ældrebyrden

Cost-benefit-analyser vil også vise
at hverken livstidsforlængelsen
eller mængden af opnået livsglæde
kan stå mål til de billioner
der gik tabt og forsvandt
fra investorernes computerskærme
hvor de ellers skulle yngle ved produktion
af nye biler, nye forårskollektioner, nye rejser …
til nær og fjern

MEN da der lige nu og her
står mennesker midt i livet
med ryggen mod muren
mens andre allerede er faldet
i et af de utallige ny sorte huller
vil der være mange gode grunde
til at klamre sig til håbet
om at vende tilbage til det
som førhen gav mening og brød
men der skulle være en pligt
til at tænke på nye veje
der fører bedre steder hen …
i nær og fjern











torsdag den 9. april 2020

KOLLEKTIV TUGTELSE




KOLLEKTIV TUGTELSE

Med ørerne i påskens første højtidsmesse
hører jeg tydeligt
menighedens vellydende fravær
hvor alle de menige
som ellers havde sunget med
erstattes af professionel vellyd

Så er lejligheden der
at høre den skønneste sang
om Guds kærlighed
som for tiden
tilsyneladende kommer til udtryk
tugtelse - kollektiv og vilkårlig 

p.s. 
NEJ - jeg skal IKKE 
klage på mine vegne
men på vegne af troen på retfærdighed
den som er lovet ...
til en ukendt dommedag




tirsdag den 7. april 2020

SMITTETRYK




SMITTETRYK ..."Lad de små børn komme til mig"

Et smittetryk på 0,9 er for lavt -
vi har et problem
hvis 10 syge kun smitter 9
i smørhullet over dem alle
hvis vi selv skal sige det …

så må højtråbende sydlændinge kunne forstå
at nu skal der skrues op
så vi kan få sving i de ventende ”ventilatorer”
som kaldtes respirator for et par uger siden
for at bevise at vi kan
smitte dem vi vil smitte
med velberåd hu
og absolut IKKE kan undvære andet end det
der smides i tøjcontainerne

og dog ...
ville sådan en final indlæggelse
med respirator og totalbedøvelse
ikke være en ret komfortabel udgang(?)
for pensionister som mig
som har nasset på alle dem i arbejde
i adskillige år
og kunne blive meget dyre patienter
hvis livet skulle trække ud
i plejekrævende årtier

...alt imens skinner solen
på elendigheden og de resterende idyller
uden sans for retfærdighed eller privilegier
men med en hjælpende hånd
skal vi få styr på epidemiens tilfældige gang:

Markus 10,13-16
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.