Prometheus - udsat for PB

Prometheus (første version ca.1773) Bedecke deinen Himmel, Zeus, Mit Wolkendunst! Und übe, Knaben gleich, Der Disteln köpft, An Eichen dich und Bergeshöh'n! Mußt mir meine Erde Doch lassen steh'n, Und meine Hütte, Die du nicht gebaut, Und meinen Herd, Um dessen Glut Du mich beneidest. Ich kenne nichts Ärmeres Unter der Sonn' als euch Götter! Ihr nähret kümmerlich Von Opfersteuern Und Gebetshauch Eure Majestät Und darbtet, wären Nicht Kinder und Bettler Hoffnungsvolle Toren. Da ich ein Kind war, Nicht wußte, wo aus, wo ein, Kehrt' ich mein verirrtes Auge Zur Sonne, als wenn drüber wär Ein Ohr zu hören meine Klage, Ein Herz wie meins, Sich des Bedrängten zu erbarmen. Wer half mir Wider der Titanen Übermut? Wer rettete vom Tode mich, Von Sklaverei? Hast du's nicht alles selbst vollendet, Heilig glühend Herz? Und glühtest, jung und gut, Betrogen, Rettungsdank Dem Schlafenden dadroben? Ich dich ehren? Wofür? Hast du die Schmerzen gelindert Je des Beladenen? Hast du die Tränen gestillet Je des Geängsteten? Hat nicht mich zum Manne geschmiedet Die allmächtige Zeit Und das ewige Schicksal, Meine Herren und deine? Wähntest du etwa, Ich sollte das Leben hassen, In Wüsten fliehn, Weil nicht alle Knabenmorgen- Blütenträume reiften? Hier sitz' ich, forme Menschen Nach meinem Bilde, Ein Geschlecht, das mir gleich sei, Zu leiden, weinen, Genießen und zu freuen sich, Und dein nicht zu achten, Wie ich!

Prometheus          Træk skyerne hen over din himmel, Herre Og tågedis! Prøv dine kræfter af På højder og egetræer Som drenge der slår Tidslernes hoveder af! Du rører hverken min jord Eller mit hus Og varmen deri Skal du ikke nyde. Intet mere fattigt under solen End I guder Som kummerligt higer Efter bøn og offergaver. I visnede bort Var der ikke tiggere og børn Tåber fulde af håb. Da jeg som barn Ikke vidste råd Vendte jeg mit ansigt op mod solen Som om deroppe var et væsen Der ville lytte til min sorg Med et hjerte som mit eget Til at forbarme sig Over min elendighed. Hvem hjalp mig Mod naturens vildskab Mod slaveri og død? Var det ikke dit værk Mit eget helligt glødende hjerte Som bedraget af ungdom og godhed Takkede ham Som sover deroppe? Skulle jeg ære dig? Hvorfor? Har du nogesinde Lindret den nedtryktes smerter? Stillet de ængstliges tårer? Var det ikke den almægtige tid Og skæbnen Som hersker over dig og mig Der gjorde mig til en mand? Syntes du da Jeg skulle hade livet Flygte ud i ensomhed Da ikke alle ungdomsmorgen- -blomsterdrømme blev til noget? Her sidder jeg Danner mennesker I mit billede En slægt til at slægte mig Som vil lide og græde Glædes og nyde Og ikke tage sig af dig Som jeg!