tirsdag den 7. april 2020

SMITTETRYK




SMITTETRYK ..."Lad de små børn komme til mig"

Et smittetryk på 0,9 er for lavt -
vi har et problem
hvis 10 syge kun smitter 9
i smørhullet over dem alle
hvis vi selv skal sige det …

så må højtråbende sydlændinge kunne forstå
at nu skal der skrues op
så vi kan få sving i de ventende ”ventilatorer”
som kaldtes respirator for et par uger siden
for at bevise at vi kan
smitte dem vi vil smitte
med velberåd hu
og absolut IKKE kan undvære andet end det
der smides i tøjcontainerne

og dog ...
ville sådan en final indlæggelse
med respirator og totalbedøvelse
ikke være en ret komfortabel udgang(?)
for pensionister som mig
som har nasset på alle dem i arbejde
i adskillige år
og kunne blive meget dyre patienter
hvis livet skulle trække ud
i plejekrævende årtier

...alt imens skinner solen
på elendigheden og de resterende idyller
uden sans for retfærdighed eller privilegier
men med en hjælpende hånd
skal vi få styr på epidemiens tilfældige gang:

Markus 10,13-16
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar