mandag den 23. april 2012

Sangen om Jorden


Ikke at miste modet - ansigt til ansigt med nederlag og fornedrelse - magter kun de få. Men her er et eksempel.

Sangen om Jorden
(Kometernes Sang)
gendigtet efter: Soyfer, Jura (1936) Das Lied von der Erde


Tæt, meget tættere på, end du tror,
Har jeg set Moder Jord.
Jeg så hendes gyldne marker
Strejfet af bombeflyenes skygger
Fyldt med motorernes brøl.
Jeg så hendes sendemaster;
De kastede bølger af løgne og had.
Så hende elendig, forarmet -
og glad
Med rigdom umådeligt stor.

Fuld af sult - fuld af brød, denne Jord,
Fuld af liv - fuld af død, denne Jord,
I grænseløs armod og rigdom.
Velsignet og forbandet denne Jord,
En brændende, lysende skønhed denne Jord,
Og hendes fremtid er herlig og stor.

Snart, meget snarere, end du tror,
Vil hun møde sin fremtid.
Jeg så den modne mellem frøene
Fremtidens skygger strejfer Jordens ansigt
Og rækker ud efter stjernerne.
Jeg ved, snart flyver fra sender til sender
Et budskab om dagen, da Jorden kom sig igen.
Jorden svælgende, frelst og glad,
I rigdom umådeligt stor.

Fuld af sult - fuld af brød, denne Jord,
Fuld af liv - fuld af død, denne Jord,
I grænseløs armod og rigdom.
Velsignet og forbandet denne Jord,
En brændende, lysende skønhed denne Jord,
Og hendes fremtid er herlig og stor.


Gendigtet efter: Soyfer, Jura (1936) Das Lied von der Erde
(Kometen-Song – her sunget på originalsproget af  „Die Schmetterlinge“
 http://www.facebook.com/video/video.php?v=200854329933387 )

”Sangen om jorden” stammer fra Jura Soyfers hans første større værk, "Verdens Ende" eller "Verden står under ingen omstændigheder ret meget længere ", som havde premiere i Wien i 1936.
Jura Soyfer, født 1912 i Kharkov, kom til Wien i 1923 med sin familie. Sluttede sig i 1927 efter "Justizpalastbrand" (socialt og politisk betingede optøjer i Wien, slået ned af politiet) til de "socialistiske gymnasieelever". 1929 begyndte Soyfer at skrive for "Politisches Cabaret". Fra 1930 skrev han for "Arbeiter-Zeitung".

Jura Soyfer sluttede sig senere til det østrigske kommunistparti og var en aktiv del af modstanden mod fascismen, hvilket også bragte ham i fængsel flere gange.
Den 13. marts 1938, dagen efter hagekors-flaget vajede over Østrig, blev Jura Soyfer anholdt igen og kørt til koncentrationslejren Dachau.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar